DOKUMENTARFILM
Denne dokumentartype opfattes som den "rene" dokumentarform og omtales også som fluen-på-væggen, hvilket kan ses som en reference til både seerens, men også instruktørens rolle.
I den deltagende dokumentar er instruktøren som regel meget tydelig og en aktiv spiller i udformningen af historien. Dette har gjort at flere deltagende dokumentarister er blevet store navne i filmbranchen.
Den autoritative fremstillingsform betragtes som den klassiske dokumentarfilm. Her anvendes typisk en "Voice-of-God" fortæller, der fungerer som en slags alvidende fortæller. Der skelnes typisk mellem to forskellige former for autoritativ dokumentar, nemlig den kritisk-dybdeborende og den den informative dokumentar.
Den poetiske dokumentar er ofte abstrakt og kunstnerisk og fokuserer mere på at fremkalde stemninger og følelser, end på at fortælle en egentlig historie.
Denne form er meget præget af meta-begrebet. Den gør konstant opmærksom på sin egen konstruktion og man ser ofte en instruktør, der planlægger interviews, scener og interagerer med sin stab.
Her optræder instruktøren typisk foran kameraet, og der er derfor ofte tale om et form for eksperiment, et indblik i en subkultur eller i en minoritet. Genren opsummeres også som fluen-i-suppen.